HISTORIE

 

           Foto: Torben Åndahl 

Raadvad har altid været tæt knyttet til smedehåndværket. Den 30. april 1643 fik kleinsmed Chr. Alckenbrecht kongelig bevilling til, at opsætte et mølleværk. Allerede fire år senere arbejdede hele tre møller i Raadvad, en slibemølle, et hammerværk og en valkemølle.

Værket blev ødelagt af svenskerne under krigen i 1659 og blev i 1664 genetableret, men nu som krudtværk og slibemølle. Værket skulle fremstille finkrudt til staten. Fra 1672 var værket ejet af kongen, der få år tidligere havde indlemmet området i Den Kgl. Dyrehave. I næsten hundrede år blev der udelukkende fremstillet krudt i Raadvad indtil produktionen i 1758 blev overflyttet til Frederiksværk.

Frederik V skænkede herefter Raadvad til sin kammertjener Nicolai Jacob Jessen, som fik skødet overdraget 5. maj 1759 og  som samtidig  fik en række privelegier. Jessen måtte indrette den eksisterende mølle til "mel- sigte- og grynmølle" og han måtte brygge og bage, hvad værkets folk kunne fortære. Han fik toldfrihed for indførte råvarer og eksport af færdige produkter. Med gaven fulgte desuden en betydelig økonomisk støtte.

Jessen forbyggede sig imidlertid og gik fallit i 1765. Den højestbydende blev brygger Hans Christian Anchersen der meddelte, at han bød for samtlige københavnske isenkræmmere.

Isenkræmmerlavet bestod på den tid af 14 isenkræmmere i København og de gik i gang med at forbedre driften af værket og etablere "Raadvaddams Fabrikker", som skulle  fremstille alle slags isenkræmmervarer, og som samtidig fik monopol på import af isenkram og toldfrihed for importerede råvarer. Der blev fremstillet nagler, file, værktøj, pander, kamme, forskellige kleinsmedarbejder og desuden drejerarbejder og gørtlerarbejder.

I 1805 blev der anlagt en hammermølle i stedet for den tidligere melmølle . Den nye fabriksbygning indeholdt tre smedeesser med tilhørende skorstene og og to blæsebælge med kobberrør til esserne, fire firepundshamre med tilhørense ambolte af egetræ, en stor kran og desuden valse og klippemaskine. Vandstuen var delt i tre, og tre vandhjul trak maskineriet.

Fabrikken fremstillede - i følge bevarede kataloger med over 700 emner - værktøj til tømrer-, snedker-, murer-, bødker- og drejerfaget m.v. møbel- og bygningsbeslag, landbrugsredskaber, gørtlerarbejder og køkkengrej, knapper og kamme af  horn, sakse til skrædder og frisørfaget, garverværktøj, fyrtøjer og mortere.  

Trods den omfattenden produktion -eller måske på grund af den - var økonomien stadig værkets største problem. Man lånte penge igen og igen og statsbankerotten i 1813 gjorde bestemt ikke situationen bedre. Færdigvarerne endte med, at blive solgt til en pris der lå under 
det råmaterialerne kostede. MEN -man må huske, at isenkræmmerne havde monopol på fremstilling af isenkrammet, og ved at holde fabrikken i konstant pengemangel kunne de påberåbe sig store ofre og stadig søge staten om støtte og henstand. Hjemme hos isenkræmmerne har det næppe set så sort ud!

I 1862 blev alle lav ophævet. Det medførte for Raadvaddams vedkommende, at de fireogtyve interessanter fik skøde på fabrikken, imod at de solidarisk hæftede for gælden til statskassen.
Denne ændring fremkaldte en mærkbar forøgelse af aktiviteterne, med nye omfattende investeringer i produktionen. Blandt andet opførte man en helt ny sømfabrik.

Sømfabrikken brændte imidlertid i 1878 og først herefter samlede man fabrikken ved vandkraften.

Mod slutningen af 1800tallet var der kun tre interessanter tilbage og selskabet blev omdannet til et aktieselskab. I 1903 var hele aktieselskabet ejet af Greisdalens Hammerværk i Vejle, som ejedes af familien Brincker.

Ved første verdenskrigs begyndelse fik man forbindelse med det russiske marked og kunne begynde en storstilet eksport, navnlig af økser og hakker. Opsvinget varede desværre kun kort, idet fabrikken mistede tilgodehavender på over 2 mill. kr  i forbindelse med den russiske revolution og i 1921 måtte selskabet træde i likvidation. 

Herefter opstod  A/S Raadvad Knivfabrik som producerede knive, brødskærere m.v. og som sikrede sig eneretten på fremstilling af rustfrit stål i Danmark (Sheffield) .

I 1940erne købte staten Raadvad-komplekset men fabrikken fortsatte som lejer af området indtil 1956 hvor GInge-koncernen overtog værket. Lejemålet i Raadvad blev opsagt i 1973, hvor Ginge flyttede til Brønderslev og tog knivfabrikationen med sig. 

I 1986 blev Nordisk Center til Bevarelse af Håndværk oprettet i de gamle - nu fredede-  fabriksbygninger og Raadvad Smedie blev etableret.

Tegning  af Raadvad 1918

Har du lyst til at læse mere ? 

RAADVAD en historisk billedbog af Kjeld Kayser udgivet af Nationalmuseet i 1980 
ISBN 87-480-0296-8

Eller se www.raadvadby.dk